
Guide til din lufthavn
Sommerferiesæsonen er for alvor i gang. Måske er det første gang I skal flyve med en baby, første gang med to børn, eller måske har du bare brug for at lære din lufthavn at kende.
Københavns lufthavn har tænkt på de små – det er bare ikke altid lige til at få øje på. Vi har besøgt lufthavnen og fundet ud af, hvor du skal hænge ud med børnene, hvor du kan få varmet sutteflasken, købe babymad eller modermælkserstatning, hvor du kan låne en gratis klapvogn og meget mere.
Check In
Når du skal ud at flyve vil første møde med lufthavnen være i check-in. Inden du når så langt, kommer her et tip:
Ved siden af 7 Elleven i Arkaden ved Terminal 2 finder du ”Garderorden”. Hvis du har en klapvogn eller barnevogn, der er for stor til at tage med i flykabinen, kan du købe en fragt-pose til at transportere vognen i. Eller en anden mulighed er at bruge Airshells. Det er en taske, du kan leje til almindelige klapvogne, kørestole eller tvillingevogne. Du kan booke den på www.airshells.dk, og så ligger den klar til dig i ’Gardeorden’, når du ankommer til lufthavnen.
Security
Når du er igennem check-in området er næste step Security. Benyt rulletrappen enten i terminal 2 eller 3 for at komme dertil. I den travle sommerferie periode, har lufthavnen et særligt Security område for børnefamilier: Familiesporet. Her er personalet vant til børn og kan sagtens rumme, hvad der måtte være af trætte, spændte, hoppende eller grædende børn. Husk at tage højde for de restriktioner, der er i forhold til håndbagage læs mere her
Det kan være en lidt underlig situation at skulle undersøges og gennemtjekkes af uniformklædt personale. Se det som en oplevelse, det er et stort øjeblik for de små, og det, at tasken med bamse eller Nintendo skal scannes kan være vanvittigt interessant.
Lån en klapvogn
På den anden side af Security på vej mod det toldfrie område, står almindelige lufthavnsvogne til rådighed. De er udmærkede til et lidt kortere ophold i lufthavnen. Der er et lille sæde til de helt små. Men har du brug for en klapvogn – så gå til venstre i det toldfrie område – klapvognene er placeret over for Fine Food i Terminal 3.
Familieområde
Familie Loungen/legeområdet ligger i bunden af Terminal 2. Gå til højre i det toldfrie område. Her er Briotog, Legoklodser, klodser til at kravle på, og så er der mulighed for at spille, for de lidt større børn eller for at se en film (OBS! I perioden frem til midten af juli, vil der være ombygning i dele af Familie Loungen. Det er primært området for tweens og teenagere med spillekonsoler mv., der er under ombygning).
Det er rart med et område, hvor der kan leges, men hvad vi bed særligt mærke i, da vi besøgte lufthavnen var, at her er meget roligt. Det kan virke stort og larmende, når man besøger en lufthavn, derfor er der rart at der er mulighed for at trække sig tilbage i familieområdet, hvor der (ud over larmen fra legende børn) er stille.
Find Puslerummet
Der er puslebord på samtlige dametoiletter, men i puslerummet i Terminal 2 (tag trappen ved siden af Plaza Watches & Jewellery ) er der både microovn til at varme sutteflaske og elkedel til at lune babymaden eller rense sutteflasken.
Oplev fly, der letter og lufthavnslivet
Københavns Lufthavn er modsat mange andre lufthavne fyldt med naturligt dagslys fra de store vinduespartier og loftvinduer. De store vinduer giver rig mulighed for at nærstudere biler, fly og kuffertvogne i lufthavnsområdet. Vores favorit er Lagkagehuset. Et roligt lidt tilbagetrukket område, hvor man kan få pandekager og samtidig se på fly! To øvrige gode udsigtsteder er i hver ende af terminalområderne 2 og 3; ved ‘Finger A’ i Terminal 2 og ‘Finger C’ i Terminal 3.
Gode råd:
- Find ud af, om du har mulighed for at checke ind hjemmefra – find info her
- Husk pose til opbevaring af væsker i håndbagagen. Posen skal være gennemsigtig og genlukkelig og på max én liter. Du kan købe poserne i de fleste supermarkeder. Eller i lufthavnens afgangshal i 7 Eleven i Arkaden ved Terminal 2 og i automat i Terminal 1.
- For at være sikker på at have lidt drikkelse med, er det en god idé at medbringe et par mini juicebrikker (forhandles bl.a. i Føtex), en almindelige størrelse juicebrik, eller en vandflaske går desværre ikke i Security.
- Find en base. Hvis I er flere af sted og ønsker at shoppe, vil vi anbefale, at I skiftes. Shoppingområdet kan være overrendt, så små hoveder vil hurtigt miste tålmodigheden
Psst… i sommerferieperioden er der særlig underholdning for børn
Hamley’s sørger for underholdning i Security-området og Molo Kids deler skrabelodder ud: hvor man kan vinde gavekort eller frit vælge en T-shirt. Og der er en gevinst på dem alle.
Læs mere her: CPH Lufthavns egne anbefalinger
Få mere info og find CPH lufthavns egne anbefalinger af restauranter og butikker for børn her




