
Børnebørnene med på tur
Det er en gave for børn at tage med bedsteforældre på ferie. En herlig måde at tilbringe tid sammen og komme tæt på hinanden. Hvor skal man tage sine børnebørn med hen på ferie, og hvordan får I alle en god oplevelse?
Først og fremmst elsker børn at få et kig ind i morfar eller farmors verden. Hvis I elsker at sejle, vandre, hænge ud på en strand, kulturoplevelser, en tur sommerhus, camping - Tag børnene med.
Og så husk, at lige så dejlige ungerne er, lige så hårdt arbejde kan det være. Så en god idé er at vente med at tage børnebørnene med på museumstur til Pragh, til de har nået en alder, hvor de kan sætte pris på det. De helt små børn vil bare gerne være sammen med jer, så ha´et par enkelte udfulgter/oplevelser i ærmet og undgå alt for mange planer.
Tre skarpe til en bedstefar
Claus Ib Olsen er morfar til seks drenge og to piger, og så står han bag bogen Børnebørn, en antologi med kendte bedstemødre og –fædres fortællinger om at have børnebørn. Vi mødte ham til en snak om de moderne bedsteforældre, der nyder deres otium ved at rejse, opleve og dyrke hobbyer. Men hvordan får denne nye type bedstemor tid til sit barnebarn?
“Vi er en generation, der er optaget af vores eget liv. Vi har måske stadig en karriere at passe, og hvis ikke er vi på trekking i Sydafrika, går til molekylær madlavning eller er optaget af at forbedre vores handikap i golf. Vi vil ikke hænge på en fast aftale. Vi springer selvfølgelig til, hvis der er noget, der går tordnende galt, men det der med at have en fast morfar onsdag.. nej det gider vi sgu´ ikke.. Vi er bedsteforældre, der er der, når vi har lyst til det, når vi glæder os til at se ungerne, eller når det brænder på for de travle forældre. Tidligere generationer var en helt anden gruppe ældre, de sad og ventede og havde ikke andet i livet end deres børn og børnebørn: Det har vi.”
Du siger, at forholdet mellem generationer kan udvikle sig til et mineret område, hvad mener du med det?
“Børn i dag er projekter. De skal være de sundeste, dygtigste og bedsteforældrene de skal også være perfekte. De skal have den samme indstilling som forældrene, ellers går det galt. Jeg har altid haft den holdning, at børn har godt af at opleve, at mennesker er forskellige. Når man er hos morfar, er det på én måde, hos farmor på en anden. Seks af mine børnebørn er drenge, og jeg gider fx ikke spille fodbold, og jeg gider slet ikke komme til de mange fodboldkampe, de skal spille. Jeg har aldrig selv interesseret mig for fodbold, jeg syede dukketøj. Men jeg gider tegne eller læse historier, det, synes jeg, er sjovt, og det vil jeg gerne dele med mine børnebørn. Det forstår de jo godt, og det synes de er helt i orden – der er jo forskel på folk og på generationerne. ”
Hvad skal man gøre. Hvis man har brug for hjælp, og I er på vej på trekking i Sydafrika?
“Man skal da bare sige det, så kommer vi med det samme. Det med, at vi ikke vil binde os til en fast aftale og ønsker at være sammen med børnebørn, når vi har lyst til det, betyder jo også lyst til at hjælpe – for det kan jeg love dig vi har. Som bedsteforældre har man et dobbelt ansvar både over for børnene og over for børnebørnene. Men det er jo det med projektfamilierne, at de er så fokuserede på, at alt skal være perfekt – det er én stor præstation, og de kan ikke finde ud af at spørge om hjælp. Det passer ikke ind i deres system at have problemer!”
Hvad er det mest vidunderlige ved børnebørn
“Det er deres evne til at falde ind. De har en misundelsesværdig situationspejling – ’nårh.. sådan gør man her’, og så retter de sig instinktivt ind. Det kunne vi voksne godt lære lidt af: evnen til at agere i mangfoldigheden. Det er fantastisk at have børnebørn, men også belastende at være på hele tiden. Man har jo fået dyre vaner: at kunne lide at være sig selv. Så derfor kan jeg godt glæde mig til lige at snuppe en morfar på sofaen, når drengene er gået ─ og alt igen ånder fred. Man glemmer jo let, hvor anstrengende det er hele tiden at være på. “
Læs mere i denne måneds nummer af Vi Forældre i artiklen ‘Når mormor skal på wellness’.
Er du bedstefar eller mor, vil vi på Rejsmedbørn.dk blive meget glade for at høre dine erfaringer og gode råd, når du rejse med dine børnebørn. Send os en mail på katrine@rejsmedborn.dk enten med et eksempel på din favorit destinatione eller oplevelse, når du har dine børnebørn med på ferie.






Sikken en dejlig mormor!
Kærligst morfar!!