
Til Berlin med tog

Tag toget til Berlin, hvis I har tid. Det er en hyggelig måde at være sammen på. Selvom man i de seneste år har fået smidt flybilletter i nakken, så slipper man for at risikere at rende ind i et stigende antal flyaflysninger, stensikkert slipper man for tjek ind og tjek ud og for lang transporttid fra lufthavn til byen. Toget lander midt i det hele.
Tog til Berlin
Det tager godt 6 timer fra København H, og der er indbygget underholdning undervejs. Der skal skiftes til færgen Rødby-Puttgarden og typisk også skift af tog i Hamburg. Så det er nok mest bekvemt at rejse med børn, der ikke skal sove, og som kan gå selv. Da vi var af sted, mig og min treårige, var der dårlig plads til klapvognen i de tyske tog, men den kom med, og der var ikke noget vrøvl. Men husk at sige det, når I bestiller billetterne – måske kan man få plads også til den. Billetterne kan ikke købes online – ikke de Orange i hvert fald, og det er dem, man skal ha fat i – og det kan tage sin tid at komme igennem til DSB. Til gengæld koster billetten (de orange) ikke mere end en almindelig togbillet fra København til Århus.
Billetter
Orangebilletter til Berlin: 349-399 kr. for en enkelt. Børn under 16 år kører gratis ifølge med voksne.
Billetreservation og bestilling: 70 13 14 18
Berlin for børn
Børn er velkomne i Berlin. Der er masser af gode legepladser, brede fortove og barnestole på de fleste restauranter og cafeer. Klapvogne er dog ikke så handy i undergrundsbanen, hvor man på mange stationer kun kommer op og ned ad lange, stejle trapper. Til gengæld er der indbyggede kindersitze til +3-årige i mange taxaer, og har man brug for autostol til babyer, fås det også, men så er det vist sikrest at ringe og bestille. Og husk under alle omstændigheder kontanter. Visakort er ikke populært – hverken i taxaer eller butikker.
Tag klapvognen med på museum – og smut udenom køen
Hvis klapvognen er lidt besværlig at have med i undergrundsbanen og på toget, så har den sin helt egen charme, når I skal på museum. På de store museer – fx på Martin-Gropius Bau, hvor vi så Frida Kahlo og Olafur Eliasson – får man simpelthen lov til at gå udenom køen og tage hele selskabet med direkte ind, når man har klapvognen med. Tjek aktuelle udstillinger på museumsportal-berlin.de
Kreuzberg
Her skal I spise og lege – og se på cykler
Snup evt. et hurtigt måltid på vejen i den rent ud sagt fantastiske lille biks Habibi på Oranienstraße – på hjørnet af Adalbert Straße. De serverer de skønneste falafler, shawarma, grillede grøntsager mm. 4-5 Euro pr. tallerken. Der er i øvrigt også en skøn naturlegeplads på området, hvis I kommer forbi om dagen. Og hvis I gør, så tjek evt. cykelbutikken Zentralrad rundt om hjørnet på Oranienstraße 20 ud – der er et stort udvalg af de sejeste løbecykler, ringeklokker og hjelme. Butikken er meget sjovere end websitet.
Open air – sommertips til forældre
Det bliver varmt i Berlin om sommeren. Meget varmt. Men går man og holder sig i skyggen hele dagen for alligevel at svede sig igennem, kan man til gengæld glæde sig til at gå ud, når det bliver aften. Det er så forudsigelig og rigeligt varmt, at det ikke er nødvendigt at tænke på temperaturen, i hvert fald ikke før midnat. Så hold øje med programmet for friluftsbiografen i Kreuzberg, der spiller film efter mørkets frembrud kl. 22. Lydniveauet er højt, men hvis den lille kan lægges til at sove i klapvognen, så tril omkring og se de nyeste kvalitetsfilm fra en liggestol under stjernehimlen. Filmene vises med engelske undertekster, og der udskænkes halvliters hefe – i glas. Vær ikke ked af det, hvis alle liggestolene er optagede, når I kommer. Man sidder også fantastisk i de plasticstole, som ikke slipper op.
Lisbet er selvstændig kommunikationskonsulent og underviser på Københavns Universitet. Hun bor på Vesterbro med sin 3-årige søn Villads.



