
Årø i Lillebælt
Forude nærmer Årøsund sig. Vi kan se vandet, sejlbådene og det gamle badehotel ved havnen. Vi er på vej på sommerhusferie på den lille ø Årø ved Årøsund, ca. 10 km fra Haderslev i Sønderjylland. Årø ligger i Lillebælt, ved udmundingen af Haderslev Fjord.
Sådan kommer I til Årø
Over Årøsund sejler en lille, hyggelig færge med plads til både bilister, cykler og fodgængere. Færgen tøffer over sundet på ganske få minutter og vi ankommer til Årø. Og så er der dømt dansk ø-ferie med hav, stilhed, smuk natur og følelsen af at have al tid i verden til sin rådighed.
Her bor vi hver sommer
Vi skal bo i farfar og farmors sommerhus og da vi ankommer, springer børnene ud af bilen og forsvinder et eller andet sted hen – hilser på kaninen, hopper i sengene, jagter katten eller plager farmor om is. Når bilen er pakket ud og børnene har fundet sig til rette i sommerhuset, ja så starter ferien for alvor og vi ser frem til skønne dage, hvor arbejde, børnehave og byliv synes meget, meget langt væk.
Det skal I lave
Der sker ikke så meget på Årø, men det er netop det helt særlige ved øen. Man skal lade roen falde på sig og hver morgen stå op til smuk dansk ø-natur, når det er bedst.
Men selvfølgelig er der også mulighed for at være aktiv. Vi bruger vores dage på at bade, gå ture, sejle, læse bøger og kigge på heste og Galloway-køer. Vi spiser is fra campingpladsen eller havnekiosken, drikker kaffe på Brummers cafe og leger på naturlegepladsen. Hvis man er til løbeture er her også dejligt at løbe. Derudover er der rigtig mange vandreruter rundt på øen, cykeludlejning, mulighed for lystfiskeri, gåture rundt i den lille, hyggelige Årø By mv.
Øens lille havn er også velbesøgt om sommeren – mange sejlbåde ligger i havnen og måske kan man også være heldig at finde en fisker med fisk til salg. Børnene synes altid, det er hyggeligt at vandre rundt på havnen og kigge på skibe, fiske krabber og måske spise en is. Vi har selv aldrig problemer med at få tiden til at gå.
Her skal I handle
Øen byder på skønne gårdbutikker med salg af fx det lækre Galloway-kød, vin, syltetøj, cider, øl og andre lækkerier. I Brummers Café kan man også finde mange af øens specialiteter.
På campingpladsen er der en lille kiosk med det allermest nødvendige (der kan bestilles morgenbrød dagen i forvejen). Større indkøb skal gøres på fastlandet, evt. i Haderslev, som har mange gode forretninger.
Her kan I sove
Campingpladsen på Årø ligger i dejlige og rolige omgivelser – læs mere på deres egen hjemmeside: www.aaro-camping.dk/
Årøsund Badehotel – beliggende i Årøsund
http://www.aarosundbadehotel.dk
Sommerhusudlejning – der er flere muligheder, fx
Cofmann.com Sommerhusudlejning
Aarø feriebolig – http://www.aaroe-feriebolig.dk/28568228
Ferielejligheder – Bed & Breakfast hos Elsebeth og Finn: www.sitecenter.dk/aaroe-bb/
Se mere på www.aaro.dk
Hvis I har lyst til en tur til fastlandet
Hvis man har lyst til mere end Årø, så byder Sønderjylland på rigtig meget godt, bl.a.:
Haderslev – www.haderslev-turist.dk/
Tønder og Møgeltønder – www.moegeltoenderturist-huse.blogspot.com/
www.toender.dk/default.asp?mnu=274
Åbenrå – www.visitaabenraa.dk/
Ribe – www.visitribe.dk/
Højer – Rømø – Tønder – www.romo.dk/danmark/da-dk/menu/turist/byturisme/hoejer/hoejer.htm
Sønderborg på Als – www.visitsonderborg.com/
Danfoss Universe – www.danfossuniverse.com/?gclid=CMCdo4rmlaMCFVMqDgod0FdFog
Sommerland Syd – Dybbøl Mølle – www.1864.dk/
Emil Nolde museet – www.nolde-stiftung.de/
Mette er skolelærer og pædagogisk konsulent for Red Barnet. Hver sommer tager hun til Årø med sin mand og to piger.



