
NY og California dreaming
Overskydende ferie og barsel betød, at familien Rubæk, bestående af mor og far plus to børn på henholdsvis 3 år og 9 måneder, tog et par dage til New York efterfulgt af 5 uger i Californien henover jul og resten af januar måned.
NY
Da familien Rubæk ankom til JFK lufthavn ventede der en city car uden for, med en venlig chauffør og to autostole. Bilen var bestilt hjemmefra på Dial 7 og selvom prisen lød på 100$, så var det alle pengene værd – efter en lang flytur.
Hotellet
Familien boede på Morningside Inn på 107th St. lige ved Broadway og 10 minutters gang til Central Park. Hotellet var gammelt, men hyggeligt – og rigtig godt til prisen: 500 kr. pr. nat. På hele turen havde Kai glæde af at have sin egen skål og ske med, så de tidlige morgener kunne starte med hofretten: havregryn og rosiner.
Det skal I opleve
Legetøjsbutikken FAO Schwarz på 5th Ave. Den er kæmpe stor og man kan bruge timer derinde. Derudover er der også super gode toiletter og pusleforhold. Butikken ligger lige ved siden af Apples kæmpe Mac-butik, så måske kan en af forældrene smutte derover og lige kigge lidt….
Legepladsen i Central Park og Empire State Building er også rigtige gode bud mange fede timer.
Det skal I købe
Både klapvogn og barnevogn var blevet hjemme i Danmark. Til gengæld var der blevet bestilt en Phil&Ted Vibe buggy med 2 sæder hjemmefra. Den hentede familien tidlig morgen i Planet Kids på Amsterdam Ave. Vognen kostede 4.500 kr. – cirka halv pris i sammenligning med Danmark.
Baby-sæde, som er nemt at have med alle steder: Enten den billige “In a pocket” barnestol til under 200 kr. Den er lavet af stof og er en slags sidde/sele, som kan bruges på alle stole. Sammenklappet fylder den næsten ingenting. Eller den noget dyrere kombineret pusletaske “Hoppop” til 600 kr. Pusletasken med en høj stol indbygget er meget brugervenlig og praktisk.
Californien
Efter 6 timers flytur fra NY til San Francisco blev familien Rubæk hentet af deres amerikanske bytte-bolig familie i lufthavnen. 5 ugers ferie i Californien var begyndt!
Highlights for børnefamilien
På Monterey halvøen ligger verdens sejeste akvarium Monterey Bay Aquarium. Der er både oplevelser for store og små. Undgå at bo på Monterey, det er dyrt og meget turistet. Bo i stedet i Santa Cruz, som ligger en times kørsel fra. Det er den mest laid back surferby, hvor alle tøffer rundt i klipklappere.
San Diego er en lækker by med de skønneste strande. Hvis man har mod på det, er der kun en halv times kørsel til Mexico. Der ligger en kæmpe SeaWorld i San Diego. SeaWorld er meget amerikansk. Når den åbner er det med nationalmelodi og hånden på hjertet – men børnene elsker SeaWorld.
I San Bernadino kan I bo i wigwam. Værelserne er ikke specielt gode, men det er virkelig skørt at bo i en tipi og en oplevelse i sig selv.
Slap helt af et par dage i Palm Springs. Familien Rubæk tjekkede ind på Rancho Las Palmas resort and Spa og glemte verden uden for. De svømmede dagen lang i Splashtobia og spiste is og slappede helt af!
Gode råd
Undgå Outlet Towns. De er grimme og der er ikke så meget at spare. Køb i stedet Nike, Gap og elektronik, det er meget billigere end derhjemme.
Tag børnenes dyne eller yndlingsbamsen med hjemmefra – så er de trygge uanset, hvor de sover.
Tjek hvor meget I kan hæve jeres kreditkort. Visakort har normalt en grænse på 10.000 kr. om måneden, når man er i udlandet – det viste sig ikke at være nok…2 dage før juleaften- Så husk at lave en aftale med banken inden I tager af sted.
Anne-Dorte, som har været så sød at dele sine rejseoplevelser med os, arbejder til daglig som triyogalærer i Yogaklubben. Så udover at nyde Californien med familien, blev der også tid til at deltage i nogle fede yogatimer, bl.a. i San Francisco.




[...] som familie i en længere periode. Du kan møde en masse af dem her på Rejs med børn – mød Familien Rubæk, der brugte en del af barselsperioden på at rejse i USA, familien Linquist, der tog på eventyr [...]
Florida er skønt for små børn! Vi er pt. bosiddende i Florida, og det er så dejligt med ungerne. Der er masser af gratis legepladser, og vejret er jo fantastisk. Der er mange parker og underholdning for børn i alle aldre. Læs mere på http://www.floridaguiden.dk – der kommer flere tips snart. Den er ikke helt færdig endnu.-)
Tag afsted til Florida dette efterår!!