
Med mormor og morfar på Tunø
Hver sommer tager Ingolf Pedersen, der er morfar til fem til Tunø med et eller flere af sine børnebørn. ” Tunø danner rammerne for den perfekte børneferie. Smuk natur, førsteklasses badestrande og ingen biler! “
Her skal I bo
“Når man besøger Tunø er det oplagt at bo på Teltpladsen, der ligger i idylliske omgivelser på stranden, ved siden af en hyggelig lille havn. Det er rørende billigt at slå sit telt op (50,- pr. voksen og 25,- pr. barn). Vi sejler, så derfor ligger vi med båden i havnen. Hvis man er en større gruppe, er det muligt at leje Blåkærgård Feriecenter. En hyggelig gård, der er lavet om til 10 værelser med fire køjesenge.”
Det skal I opleve
“Der er masser af lækre strande. En stor oplevelse er at gå en tur ud på tangen på stranden ved Teltpladsen. Her kan man være heldig at se sælerne, der ligger og soler sig. Der er i det hele taget masser af dyreliv i havet. Ud over sælerne leger marsvinene ofte rundt i bølgerne.
Tag rulleskøjter eller fodbolde med – oplevelsen ved at kunne rulle, trille, løbe og spille uden at tænke på biler er fantastisk.
Man kan leje cykler, og børn kan ret problemfrit selv cykle omkring. Der er anlagt en dejlig sti rundt om øen, hvor man kan nyde udsigten til Samsø, Mols og Østjylland.”
“På havnen er der en ”krabbebro”, der er specielt reserveret til børn, så de kan fange krabber og småfisk. Et lille fiskenet og en tøjklemme i en snor, så kan krabbejagten begynde. Hele sommeren er den fyldt med børn og barnlige sjæle, der med enden i vejret prøver lykken. Om aftenen lukkes krabberne ud igen efter at have deltaget i væddeløb for at blive fanget igen næste dag.”
Transport
Øen er 3,5km2 og ca. 7 km i omkreds. Det tager ca 1 time med færge fra Hou at komme dertil. For færgetider se mere her



