
Oplevelser for børn i NYC
New York, New York, New York …. Bare navnet får ens hjerte til at slå hurtigere. Byen man ikke kan undgå at blive forelsket i. Gule taxaer og knald røde brandbiler; man skal ikke undervurdere en klapvognstur rundt i NYC´s gader. På stort set alle restauranter og museer er børn velkomne. Så vær ikke bekymret for at tage børnene med på museum eller deli. Få tips og gode råd til en ferie med børn i The Big Apple.
Parker, parker, parker…
New York vrimler med grønne oaser. Washington Square Park, der ligger i hjertet af Greenwich Village er et rigtig godt bud på en dag i ægte New York atmosfære. Her er fyldt med frække egern, gademusikanter, familier på picnic, skakspillere og skæve eksistenser, der tager en lur. Også ligger her en herlig legeplads, hvor de mindste kan få timer til at gå (og hvor det i øvrigt ikke er en sjælden oplevelse pludselig at stå og gynge sit barn ved siden af Kate Hudson, Sarah Jessica Parker eller bumpe ind i Helena Christensen). Central Park er et must, bare det at opleve klipper, søer og små skovområder midt inde i en storby er svimlende. Tjek de mange arrangementer og seværdigheder for børn som Central Park tilbyder på her.
Mini burgers og silver dollar pancakes
Det er et must at opleve New Yorkernes sans for sødesager. Tag en eftermiddagspause på en af de mange små hyggelige delis. Sweetiepie i West Village er enhver lille piges drøm – et smugkig ind i en eventyrverden af dekadente desserter og lækre lunch specialiteter for børn som mini burgers og silver dollar pancakes. Se mere på her.
Brooklyn Children’s Museum
Tag en gåtur over den fantastiske Brooklyn Bridge og brug en dag på at opleve det nye trendy børnefamilie-hood: Brooklyn. Brooklyn Children’s Museum er et hit. Oplev Kung Fu Forest eller bliv en astronaut for en dag; sov, spis, klæd dig på og arbejd som en ægte astronaut. Carroll Park er et godt pitstop. Nyd en madkurv og en slapper til ”free kid-centered concerts”.
Historiens vingesus
Brug en dag på at mærke det historiske vingesus, der hviler over New York. Ellis Island, hvor vore forfædre immigrerede og Ground Zero, der vidner om 9/11. Det kan være noget af en stressende affære at besøge Ellis Island og Frihedsgudinden. Tag evt. derud tidligt, hvor der er knap så mange turister og nyd sejlturen og udsigten indover NY’s skyskrabere.
East Village
East village, hvor Madonna slog sine unge folder, og hvor hun stadig holder af at være, når hun er i New York. Området er fyldt med små Community gardens med ægte klondike kolonihave-ånd. Her er ofte hyggelige arrangementer for børn. Det afhænger meget af sæson, og de fleste af dem er kun slået op i nærområdet med små farvestrålende plakater. Så det er bare om at tage en lille tur rundt omkring for at finde ud af, hvornår der er dukketeater eller open air kids-lounge med skøn musik og improviseret dans.
New York tips:
- Årstider Forår og sensommer er de bedste tider på året at rejse med børn i NYC. Temperaturerne er behagelige, og det er uden for turist højsæsonen, der er december, juni og juli. Husk at tjekke vejrudsigten, før du pakker. Det er ærgerligt at bruge en hel dag på at finde et regnslag.
- Flyveturen Kontakt flyselskabet i god tid og bed om en babybasket, så den lille kan få en god søvn på turen. Til de lidt større børn er et godt tip at tage overraskelser med. Tre små gaver fx klistermærker, farver eller små æsker med legoklodser.
- Jetlag Lys er den vigtigste kilde til at tilpasse sig en ny tidszone. Ophold jer i lyset om dagen, og lad alt lys være slukket om natten. Begynd med at ændre døgnrytmen nogle dage inden rejsen, og sørg for, at de første par dage foregår i et roligt tempo.
- Lufthavnen Der går lufthavnsbusser til og fra Downtown, men det tager tid og tærer på kræfterne at jonglere med klapvogne, trætte børn og skift fra bus til bus. Tjek hotellerne, de tilbyder ofte at hente og bringe.
- Hotel Bo centralt. Selvom det er lidt dyrere, er det en god idé at være tæt på en base for middagslure og små pauser. Washington Square Hotel i Greenwich Village er et af de mest børnevenlige hoteller. Det er et godt bud, fordi det ligger i gå afstand til mange seværdigheder. En billigere løsning er hoteller i Brooklyn Heights. Det er det nye børnefamilie-hood, hyggeligt, farverigt og fyldt med super trendy børnetøjsforretninger.
- Ambitioner Skru forventningerne ned, og vælg fem ting, I vil opleve. Planlæg dagene fra dag til dag, og giv plads til børnetid. Tag flere pauser i løbet af dagen på en legeplads, i en park, eller på hotellet.
- Alene tid Hvis I er flere afsted, er det en god idé at skiftes til at have en dag eller nogle timer ”fri” til shopping, et besøg på MOMA uden børn, en Sex and The City tour eller bare en stille kaffe på Bleecker Street.
- Drikkepenge En tommelfingerregel er altid at have en dollar parat til hotelportieren. Og så skal man altid regne med 10 – 15 % ekstra – også til morgenbuffet, selvom det er inkluderet i prisen.



